Mindste deltagerantal: 3 – en oplæser samt to spillere.
Formål: først at komme af med sine 12 små dimser (knapper/flag/legoklodser m.m.)
Læringsmål: at træne omsætningen fra lyd til form, altså stavning. Lad sværhedsgraden følge barnets aktuelle formåen. Vent fx med introduktionen af konsonantklynger og flerstavelsesord til I har gennemgået dette på anden måde.
Hver spiller får 12 små dimser samt en bingoplade med 4 bogstaver.
Bingopladen kan bestå af 4 bogstavkort, eller kan tegnes op på en side i hæftet.
Oplæseren læser op fra en liste med lydrette ord, et ord ad gangen. Listen kan hentes her. Når I spiller med ord op til 2 bogstaver, kan I bruge ordkortene fra spillet ”Fonologisk Kortspil”.
Har en af spillerne et eller flere bogstaver i ordet, råbes ”her”.
Spilleren staver herefter ordet og lægger en dims på de relevante bogstaver på pladen.
Kun den spiller som først råbte ”her” har mulighed for at lægge dimser.
Råber en spiller ”her” uden at have nogle bogstaver i ordet, må der fjernes en dims fra pladen, den lægges tilbage blandt spillerens ubrugte dimser.
Pædagogisk råd: Undlad at signalere til et barn som ikke reagerer på at have et bogstav, men skriv dig det bag øret, så barnet får det samme bogstav næste gang, så det kan trænes lidt mere.
Børn kan fint læse højt, de elsker når voksne spiller imod hinanden. Husk at afpasse ordenes længde til barnets aktuelle formåen.