At arbejde multimodalt med barnets tidlige læseindlæring betyder, at vi bruger mange forskellige måder/tilgange. Det gør vi ved at sætte mange sanser i brug og hele tiden spørge os selv, om det virkelig er nødvendigt at sidde stille på en stol ved et bord og kikke på bogstaver? Vi må bestandigt spørge os selv, om lige nøjagtig denne aktivitet ikke lige så godt – eller endnu bedre – kunne udføres i bevægelse, udendørs, taktilt, praktisk, syngende, som film osv.
Hvorfor? Fordi det er sjovere for læreren? Tja, det er det også. En lærer, der har det sjovt, er en glad lærer og en glad lærer signalerer begejstring for sit fag og sin aktivitet.
Den forskningsmæssige begrundelse for multimodal undervisning finder vi i hjerneforskningen. Lieberoth (Lieberoth 2013:59) foretog et stort litteraturstudie af 30 års hjerneforskning om hukommelse. Han fandt, at den episodiske hukommelse sandsynligvis understøtter den semantiske (sproglige) hukommelse. Dvs. rent sproglige aktiviteter lagres bedre, når de understøttes af episoder; altså handlinger og oplevelser.
Når arbejdsbogen ”Turboforløb 1 – Fonologisk Læsetilgang” kalder på velduftende bogstavboller, udendørs aktiviteter, legobygning, kortspil og så videre, handler det især om, at meningen med at træne bogstaverne og deres lyde er, at blive god til at læse. Derfor er det vigtigt, vi gør vores yderste for at hjælpe barnet med effektiv lagring i hukommelsen. Vores hjerne er sådan indrettet, at den især prioriterer de kompetencer og den viden, som vi rent faktisk bruger. Det er derfor, det er så vigtigt at bogstavlydene rent faktisk bruges til at læse med så hurtigt som muligt.
Jeg møder ofte børn i min praksis, som allerede behersker næsten alle bogstavlydene, men de har aldrig lært teknikken med at binde dem sammen og således bruge dem til at læse med. En sådan uudnyttet kompetence er derfor langt hen ad vejen spildt. Det er ikke et mål i sig selv at lære bogstavernes lyde, det er blot et skridt på vejen.
Et ordblindt barn er født med en særlig vanskelighed omkring relationen mellem bogstavernes lyd og form. Ovenstående kunne godt foranledige os til at spørge, om deres vanskeligheder med at lære at læse i virkeligheden handler om, at deres tidlige læseundervisning ikke er tilrettelagt tilstrækkeligt multimodalt til at have lagret sig i hukommelsen?
Man behøver ikke være ordblind for at have særlig gavn af multimodal undervisning.
Inkluderet: ord med rene dobbeltkonsonanter, ord med 2 stavelser, ord med vokalforandringer. Ord som har en “makker” med indlysende anderledes betydning.
Ekskluderet: Ord med mere end 2 stavelser (for at sikre fokus er på dobbeltkonsonantproblematikken og ikke på problemer med at overskue mange stavelser )
Ord med stumt d (Kan tilføjes i forbindelse med andet arbejde med dette).
Bemærk: nogle af ordene er sjældne, og ikke så relevante for yngre børn at kunne stave til. Når I laver aktiviteter med ordene er det derfor godt at strikke dem sammen på en måde, hvor barnet kun skal forholde sig til 1) at kunne læse ordene, 2) at kunne høre om der er dobbeltkonsonant eller ej.
Ordparrene på listen er en ekstra støtte til det egentlige arbejde med at kunne huske at se og mærke den korte vokal. I bør stadig med mellemrum sætte fokus på dette, når I læser i almindelige bøger. Også gerne i almindelig samtale, hvor I dykker ned i et ord der blev sagt. Ovenstående ordliste er kun et lille udvalg, og det giver ingen mening at lære den udenad.
Forslag: Køb et almindeligt spil kort og to nogle selvklæbende etiketter (ca 3 x 6 cm). (evt. i vores shop)
Lad barnet lave arbejdet med at sætte etiketterne på kortene og skrive et ord på hver. (Jo mere handling, jo bedre lagring i hukommelsen).
Bed barnet lægge kortene op i makkerpar og læse dem højt for dig. Godt at sikre sig at barnet får spurgt til ukendte ord.
Nu kan I lave forskellige aktiviteter:
# 1: Vendespil
Alle kortene ligger spredt på bordet med bagsiden opad. Et stik er et makkerpar.
2 eller flere deltagere.
Hver gang man vender et kort, skal det læses korrekt højt, før man må gå videre. Ellers bare de sædvanlige vendespilsregler, som I plejer at bruge. I kan evt udbygge med # 4, så man også skal skrive en sætning med ordparret for at måtte gå videre.
# 2: Find selv
Alle kortene ligger med ordsiden opad på et bord.
2 deltagere. Den ene læser højt fra listen ovenfor, den anden finder kortet så hurtigt som muligt. Når det er spillet et par gange, kan man evt tage tid på det for at konkurrere imod sig selv.
# 3: Alfabetisk rækkefølge
Kortene lægges på bordet med ordsiden opad.
Barnet lægger kortene i alfabetisk orden.
Kan gøres selv, men bør tjekkes af en voksen hjælper.
Brug evt alfabetkortet fra Fonologisk Kortspil som støtte. God idé at gøre det mange gange, gerne på tid, der vil være synlige fremskridt når barnet får opbygget gode systemer, – og får repeteret alfabetet igen :).
# 4: Skriv sætninger med makkerparrene.
fx “Samen og jeg sad sammen i hans telt”.
“Øv der kom en byge, før vi var færdige med at bygge hulen”.
# 5: Sig en sætning med ordet
Alle kortene lægges med bagsiden opad på bordet.
Spillerne trækker på skift et kort.
Kortet må ikke læses højt, man siger en sætning, hvori ordet indgår korrekt for at vinde kortet.
Dette er altså en øvelse i stillelæsning, som jo fylder mere og mere jo bedre man bliver. Vi er nødt til også at øve denne del, for barnet kan jo ikke sidde og tale højt i klassen når de fx har diktat.
# 6: Bingo
Minimum 3 deltagere: 1 oplæser og to spillere. Der skal endvidere bruges 20 dimser som man kan vinde + 8 forskellige bogstavkort (fra Fonologisk Kortspil).
Hver spiller har 4 bogstavkort: 2 konsonanter og 2 vokaler. Brug ordene i skemaet – eller lav din helt egen liste med ord med dobbeltkonsonanter og ikke dobbeltkonsonanter (vent med stumt d problematikken), hvor du kan inddrage ord som ikke har en makker (ville, skulle, tralle, kasse, lette osv. ).
Gode vokalkort til barnet kunne være A og Y, konsonantkortene kunne være en kombination af forlyde og konsonanter som indgår i dobbeltkonsonanterne.
Formål: at vinde flest af de fx 20 brikker som ligger på bordet.
Hvis ordet indeholder et eller flere af de 4 bogstaver, som spilleren har må der siges “her”.
Kun den spiller som først siger “her” må svare på om der er dobbeltkonsonant eller ej. Spilleren vinder en brik hvis svaret er rigtigt. Hermed undgås at fokusere for meget på stavning. Hvis barnet overser en mulighed pga betingede lyde (fx at E lyder som Æ), er det nok bedst, hvis du blot registrerer det og ikke italesætter det, det giver dig en god viden om hvad han kan og ikke kan i stavning.
# 7: Banko
Mininum 2 spillere. Oplæseren kan godt spille med.
Hver spiller udvælger 8 ord, og skriver dem ned på sin (hjemmelavede) bankoplade. Alle kortene lægges derefter med bagsiden opad. Oplæseren (de første gange skal det være den voksne) trækker et kort og læser det højt uden at vise det.
Hvis man har ordet på sin bankoplade (og opdager det!) får man kortet. Hvis ingen reagerer på det oplæste ord lægges det i en bunke med bagsiden opad. Når alle kort er brugt – og der måske stadig er en spiller som ikke har fået alle sine 8 kort – må han/hun finde det i bunken.
# 8: Den uendelige historie
Gerne mere end 2 spillere.
Ingen vindere, ingen tabere, bare et godt fælles grin.
Dette er en opgavetype som man bliver bedre til med masser af træning.
Alle kortene lægges med bagsiden opad på bordet.
Kun en spiller har tur ad gangen. Når der trækkes et kort skal spilleren lægge det synligt for de andre, og lave en sætning med ordet.
Næste spiller trækker et kort og ordet på kortet skal indgå i en sætning, som fortæller videre på historien.
Osv.
Fx:
Susse løb til købmanden for at købe bananer. På vejen til købmanden mødte hun Lasse. Lasse blev så glad for at se hende at han sang visen “Roselil og hendes moder”. Men så pludselig, midt i sangen, kom Tyge forbi, og det var ikke så godt, for Tyge….. osv osv så længe som man orker.
Når barnets fonologiske fundament er i orden. Altså når der er styr på bogstavernes navn, form, farve og lyd. Når lydene kan bindes sammen til lydrette konsonantklynger og ord. Når lange ord kan deles i stavelser. Er det på tide at gå i gang med helordlæsning.
Du kan med fordel have fokus på:
Læseglæde
Læserutine
Læseværktøjer
Læseglæden – eller læsehadet – bor inde i barnet. Som underviser kan du godt være oppe imod forhold, som du ikke har haft andel i. Og som du måske frygter du ikke kan påvirke. Men du må forsøge at opdyrke og stimulere læseglæden. Det er din opgave som underviser.
Du stimulerer læseglæden ved at kunne tilbyde:
At være en god rollemodel: læs højt for barnet, vis barnet at du selv læser. Gå på biblioteket. Gå i boghandler. Giv bøger i gave.
Faglitteratur som handler om noget, som barnet interesserer sig for at lære mere om: Kaniner? Rumfart? Paris? Christian Eriksen? Osv.
Skønlitteratur som indeholder noget, som barnet finder spændende: bøger/serier om vennegrupper? Fantasy?
I et format, som barnet kan lide: Tegneserier? Billedstøtte? Digte? Osv.
I et layout, som barnet synes om: Skrittype, skriftstørrelse, linjeafstand, linjelængde, papirkvalitet, tekstblokkenes størrelse, bogens tykkelse osv.
På et niveau som er passende for barnets aktuelle niveau (bøger, som skal læses højt for en voksen, må gerne være lidt sværere end bøger som skal stillelæses). Vær opmærksom på at lixtal ikke kan stå alene når du vurderer niveauet.
Gode rammer for læsningen: mulighed for at vælge læsestilling (hængekøje? Sækkestol? Iglotelt? Lænestol? Osv.) Mulighed for fred og ro til fordybelsen. Mulighed for at læse højt for den voksne uden tilskuere.
Et formål med læsningen: Hvorfor er det vigtigt at kunne læse? – Brætspil som fordrer læsning? Kogebøger?
Frem for alt: modet til at være voksen: at være insisterende på at der skal læses mange gange om ugen. Stiftes bekendtskab med forskellige genrer og formater. At man skal læse noget som man kan læse uden fejl. At barnet skal lære nødvendige værktøjer for at udvikle og lette den selvstændige læsning. Forældreinddragelse.
Læserutine
Hvor meget skal et barn læse på hvert klassetrin? Det er der flere forskellige bud på, og det er faktisk svært at undersøge.
I mine læseforløb anbefaler jeg minimum 1000 sider på hvert klassetrin. På den måde kan barnet udvikle læserutine. Hvis den sene begynderlæser hele tiden presses til at læse sværere og sværere tekster, kan det let gå ud over motivationen, fordi han aldrig oplever fornøjelsen ved at læsningen bare flyder, så det er sjovt og afslappende at læse.
For at opnå tilpas rutine, bør mindst halvdelen af siderne være stillelæsning, på et niveau hvor barnet er helt selvhjulpent. Omvendt bør man ikke droppe at lade barnet læse højt flere gange om ugen, for så opdager man ikke hvis niveauet skal justeres.
Læseværktøjer:
Nye ord læses sekventielt:
del op i stavelser (se “deleord” under downloads),
læs hver stavelse lydret,
saml stavelserne til et ord,
parkér enentuelt ordet og læs sætningen færdig,
læs sætningen en gang mere i sin sammenhæng.
Hvis ordet stadig volder problemer, må der gerne spørges. Hvis der skal spørges flere gange på samme side, må du overveje om teksten er for svær for barnet på nuværende tidspunkt.
Ikke udviklende værktøjer: At gætte ud fra forlyd, billeder eller sammenhæng.
Måske det går an i en roman. Men det går ikke an i en matematikbog, andre fagbøger, – eller i det virkelige liv.
Den letteste måde er at bruge den digitale udregner på forsiden af denne hjemmeside.
Hvis du vil udregne manuelt, kan du bruge opskriften i der er skrevet med rødt herunder:
Du skal bruge lommeregner, et stykke papir og en blyant.
O = antallet af ord (ikke overskriften), tæl mindst 125 ord, gerne 200, jo flere, jo mere præcis beregning. Slut ved et punktum. Skriv antallet af ord ned.
P= antallet af punktummer/spørgsmålstegn/kolon/udråbstegn. Skriv antallet ned.
L= antallet af ord på 7 eller flere bogstaver. Skriv antallet ned.
Divider O med P :O/P= antal ord pr sætning. Skriv det ned med 1 decimal.
Divider L med O og gang med 100: L/O x 100. Skriv det ned med 1 decimal
Læg de to sidstnævnte tal sammen: (O/P + (L/O x 100)) = lixtal
Tommelfingerregel for sammenhæng imellem lixtal og klassetrin:
Men det er kun en tommelfingerregel, der er også andet at tænke på:
Lettere end sit lixtal
Sværere end sit lixtal
Mange gentagelser
Stor variation af ord
Mange lydrette ord
Ord med mange betingede lyde
Ord som er lette at dele
Ord som deles atypisk
Stor skriftstørrelse/læsbar font
Lille skriftstørrelse/ikke så læsbar font
Korte linjer
Lange linjer
Små tekstblokke
Store tekstblokke
Almindelige ord og navne
Ukendte ord og navne
Alle ord er skrevet helt ud
Forkortelser
Talord, som barnet kender
Talord, som barnet ikke kender
Lange ord er ikke nødvendigvis sværere end korte ord, lange lydrette ord som mobiltelefon, mikrofon, tomatsalat m.m. kan læses af de fleste børn, som har et sikkert fonologisk fundament og et basalt kendskab til deleregler. Hvorimod kortere almindelige ikke-lydrette ord som tvivl, gear og kugle meget vel kan volde problemer for den ikke så trænede læser.
Lixtalsformlen tager ikke højde for hvor mange gentagelser der er; dvs. hvis et ord på 7 bogstaver eller derover gentages flere gange på det stykke, hvor man tæller lixtal, er teksten i virkeligheden nok ikke så svær som tallet måtte antyde.
Hvis teksten har en stor variation af ord med mange betingede lyde (fx: meget, nogle, forskellige, spurgte, andre) vil den være sværere end sit lix-tal.
Den bedste måde at afgøre om bogen er passende, er derfor at lade barnet læse de første 100 ord højt for dig, hvis der er mere end 4-5 ord, som barnet skal have hjælp til er niveauet for højt. Så her skal du ikke hænge dig for meget i lix-tallet, det er barnets læseoplevelse, som er det vigtigste.
Barnet udvikler sin læsning ved at læse højt i ”den nærmeste udviklingszone”, dvs. der må gerne være de nævnte 4-5 %, som man skal have hjælp til, men ikke mere, så kører man træt og får ikke udviklet sin læsning. Omvendt lærer man ikke nye ord, hvis man kun læser de ord man allerede kender. For de fleste børn kommer det ganske naturligt at man gerne vil øge sværhedsgraden i det man læser, fordi sværere bøger ofte er mere spændende. På samme måde øges læsehastigheden også af sig selv, fordi en spændende bog giver lyst til at læse hurtigt videre.
Stillelæsning, hvor barnet ikke har mulighed for at spørge om hjælp bør kun gøres i tekster, hvor barnet kan læse alt ved egen hjælp.
Regel nummer 1: Man skal aldrig finde sig i at læse ord man ikke forstår. Børn skal lære at spørge til ukendte ord eller vendinger. Hvis der ikke lige er en at spørge, må man sætte en tynd blyantsstreg under ordet og så spørge lidt senere.
