Ordslanger
Ordslanger, flere varianter.
Hovedreglerne i ordslangespil er:
Bogstaver som ligger ved siden ad hinanden skal give et ord/navn, der må skrives fra venstre mod højre samt oppefra og ned. Også en god aktivitet når barnet er ude over det lydrette niveau.
Den lækre: Der bruges en pakke IKEA-kiks.
Spiller 1 tager en håndfuld fra æsken, kiksene lægges på bordet og deles i vokaler og konsonanter. Der skal nu bruges så mange kiks som muligt på at bygge ord, sammenhængende på kryds og tværs, eller enkeltstående. Ordene skal være stavet rigtigt. De kiks som ikke kunne bruges tilfalder spiller 2 at spise. Bagefter byttes.
Den taktile: Der bruges taktile bogstaver (træ, gummi, skum, modellervoks m.v.), evt. kan der arbejdes med magnetbogstaver på en whiteboardtavle.
Spilles som ovenstående – men spises ikke.
Den terningeglade: Der bruges raflebæger og terninger. Der findes forskellige spil i handelen, som regel er bogstaverne forsynede med et tal, så man kan tælle points sammen.
Kortvarianten: Der kan bruges bogstavkort og jokerkort. Jokerkortene skiftes efterhånden de rette bogstaver dukker op. Hver spiller har 10 kort på hånden. Når man har tur må der lægges så mange kort ned som kan danne ord/navne i sig selv, eller som supplement til egne og andres kort. Turen slutter når spilleren ikke kan lægge flere kort ned, herefter tager spilleren kort fra bunken indtil der igen haves 10 kort på hånden. Hvert lagt kort giver 1 point (brug tændstikker, knapper eller lignende til at tælle med undervejs). Aftal på forhånd hvor mange point der skal til for at vinde.
Papir og blyant samt bogstav- og jokerkort: Spillerne har hele tiden hver 5 bogstavkort på hånden, efterhånden som de bruges suppleres op fra bunken.
Et langt ord (MOBILTELEFON, PELIKANNÆB eller andet) skrives på midten af papiret, herefter skiftes spillerne til at skrive så mange som muligt af de bogstaver, de har på hånden til ordet så der dannes nye ord på kryds og tværs. Når et kort er brugt lægges det i bunden af bunken. Hvert lagt kort tæller et point.