Et lydret ord kan siges med bogstavernes grundlyde (herunder vokalernes tre grundvariationer: navnelyd, kort, lang) uden at miste sin betydning.

Bagerst i Turboforløb 1: Fonologisk læsetilgang kan du se en liste med lydrette ord. Som det vil fremgå er det ikke muligt at bruge almindelige ord som fx ”jeg”, ”og”, ”ikke”, ”nej”, ”har” i en lydret tekst.

På emu under bindende mål for danskfaget kan vi blandt andet læse:

”2. klasse:

• Eleven kan læse lydrette (fx to, bus og sofa) og almindelige ikke-lydrette ord på to stavelser (fx pige, komme)
  – Kompetenceområde: Læsning / Afkodning

• Eleven kan formulere sammenhængende tekster på mindst 3 linjer i en kendt teksttype
  – Kompetenceområde Fremstilling / Fremstilling

• Eleven kan stave til lydrette (fx ti, bil og kano) og almindelige ikke-lydrette ord (fx siger, døren)
  – Kompetenceområde Fremstilling / Korrektur” Se EMU

Tidligere – da der var flere bindende Fælles Mål – var der grundige beskrivelser af de forskningsmæssige begrundelser for at starte med bogstavernes grundlyde og den lydrette læsning. De mange og detaljerede beskrivelser og krav findes ikke længere, – men det gør den forskningsmæssige begrundelse for etableringen af et fonologisk fundament før man introducerer barnet til helordlæsning. Derfor er det vigtigt at vide forskellen på lydret og ikke-lydret. Et lydret ord er ikke nødvendigvis almindeligt eller kort.

Den mest indlysende udfordring ved at lave lydrette tekster er, at det er virkeligt svært at lave en god historie – selv med brug af illustrationer – som udelukkende består af lydrette ord. Det er dog lykkes, blandt andet for forlagene Alkalær og Alinea at lave en række bøger som er helt lydrette. Du kan se en aktuel liste her på Fonologisk.dk. Hvorvidt bøgerne er ”gode historier” må jo være op til læseren at vurdere. Jeg synes de har deres fordel i at være lidt fjollede og uforudsigelige, – og derfor vanskelige at lære udenad, dermed udgør de et godt redskab til vurderingen af barnets afkodningsfærdigheder, og til udviklingen af samme.

Den største udfordring er, at bøger ofte fejlmærkes med betegnelsen ”lydret” uden at være det. Når du går på biblioteket ser du måske en kasse med bøger som alle er mærkede ”lydret”, og du tænker at det er fint, og kan således ikke forstå at barnet ikke kan læse dem. Det drejer sig fx om Gyldendals serie ”Lydret Dingo”, desuden en lang række bøger fra Turbine, Digtea og Specialpædagogisk Forlag. Sikkert også flere, det er blot de forlag jeg har undersøgt.

Jeg har naturligvis henvendt mig til forlagene og påpeget fejlmærkningen, det kom der ikke noget ud af: ”Jamen man kan jo ikke lave en historie kun med lydrette ord” var et hyppigt svar.

Jeg har henvendt mig til en række biblioteker og påpeget fejlmærkningen, det kom der heller ikke noget ud af : ”Jamen, det er noget dansklæreren har gjort for at gøre det lettere for børnene” var et hyppigt svar.

Jeg har henvendt mig til Ombudsmanden, det kom der heller ikke noget ud af. Begrundelsen var, at der ikke pt er ressourcer til at gå ind i noget, som tilsyneladende ikke er et problem for særligt mange.

Den eneste gangbare vej ud af problemet må være, at den voksne som hjælper barnet, selv kan afgøre om en given bog er lydret eller ej. For at kunne afgøre dette, kræver det at den voksne selv er helt skarp på lydene – i så fald er det en smal sag. Det er slet ikke nødvendigt at læse hele bogen igennem, du stopper blot når du kommer til det første ikke-lydrette ord. Hvis du er i tvivl om enkelte ord kan du

bruge min liste over lydrette ord som tjekliste.

Er det ikke lidt problematisk hvis det er muligt for store forlag at omdefinere betydningen af ord? Jo, det er problematisk, fordi jeg vil antage der ligger økonomiske motiver bag; indtil for få år siden var ordet ”lydret” hyppigt anvendt i Undervisningsministeriets detaljerede beskrivelser af hvad de anså for vigtigt i begynderlæsningen. Der kan selvfølgelig også være tale om en faglig uvidenhed fra forlagenes side, men det bliver det ikke bedre af.